14. RUC-modeldag

Anvendt "Anvendt Matematik"

Oversigt og repræsentative eksempler

torsdag,

d. 16. maj 2002

10:00-17:00

RUC hus 02

----------------------------------------------------------------

Matematiske modeller og

matematisk modelmagt

Modeldag(x) er en række heldagsseminarer afholdt gennem årene ved IMFUFA, RUC. Instituttet er bygget op omkring aktiviteter i og om matematik og fysik. Og undersøgelsen af matematiske modellers forskelligartede videnskabsteoretiske status og samfundsmæssige betydning har været en af IMFUFA´s vigtige om-aktiviteter på tværs af matematik og fysik.

Baggrunden for engagementet er en oplevelse af, at den stærkt stigende samfundsmæssige brug af matematiske modeller kalder på øget forbrugeroplysning. Fordi modellernes utilnærmelighed for udenforstående ofte fører til en forveksling af form med indhold: Modeller med væsensforskelle faglige forankringer og teoretisk grundlag vurderes ofte ens, fordi de matematisk set ser ens ud. Og herved kan utroværdige modeller hente falsk legitimitet ved underforstået henvisning til modeller med stor forudsigelseskraft - med de muligheder for manipulation og selvbedrag, der ligger heri.

På modeldagene undersøges og diskuteres forskellige fagligheder og deres brug af forskellige slags matematiske modeller efter tur ud fra eksempler. Ved mødet mellem de (som regel) eksterne oplægsholdere fra en given faglighed, modelfolk og studerende fra andre steder og IMFUFA håber vi at kunne indfri to formål. For det første, at folk udefra kan hente nogen inspiration i IMFUFA´s modelteoretiske overvejelser. For det andet, at IMFUFA kan få udbygget samlingen af konkrete eksempler med henblik på sammenligninger og udvikling af overvejelserne.

Til forbrugeroplysning som modvægt til modelmisbrug kræves konkrete eksempler til opøvelse af skelneevne. Abstrakt blind skepsis eller abstrakt blind tiltro rækker ikke.

Med denne 14. modeldag vil vi dække et orienteringsbehov: hvad laver "anvendte matematikere" i dag? Efter en serie af RUC-modeldage der tog udgangspunkt i aftageres brug af matematiske modeller og deres forhold til matematikken (så som "Makroøkonomiske prognosemodeller", "Modeller for vind og vejr", "Storebæltsbroen", "Risikoanalyse af kernekraft", "Matematiske modeller i biologi" etc.) vil vi i denne modeldag se på afsendersiden. Vi vil levere et overblik over anvendt matematik i funktion og har inviteret matematikere som på hver sin måde har påvirket en praksis derude.

 

Bernhelm Booss-Bavnbek, matematiker på IMFUFA

Jens Højgaard Jensen, fysiker på IMFUFA

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

14. RUC-modeldag

Anvendt "Anvendt Matematik"

 

10.00 Åbning, præsentationsrunde

10.15-10.45 Fra små, snedige variationer til design af biler, små maskiner og mærkelige materialer

Martin Bendsøe, Matematisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet

11.00 Spørgerunde

11.30-12.00 Medicinske anvendelser af væskestrømning i elastiske rør

Johnny Ottesen, IMFUFA, RUC

12.15 Spørgerunde

12.45 Fælles frokost (kræver tilmelding)

14.00-14.30 Billedkomprimering og computer-baserede matematiske metoder

John Immerkær, Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet

14.45 Spørgerunde

15.15-15.45 Svingninger i varmesystemer

Jakob Stoustrup, Reguleringsafdeling, Ålborg Universitetscenter

16.00 Spørgerunde og opsamling på dagen

17.00 Afslutning

17.30 Fælles middag (kræver tilmelding)

 

Der er åben adgang til seminaret,

men tilmelding på

tlf. 4674 2263, fax 4674 3020,

e-mail booss@mmf.ruc.dk ville lette det praktiske.

Se også http://mmf.ruc.dk/.

Dagen støttes af det danske pde-netværk.

-----------------------------------------------------

Fra små, snedige variationer til design af biler,

små maskiner og mærkelige materialer

Martin Bendsøe, Matematisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet

Forskere i matematik og mekanik havde længe undret sig over at

visse optimeringsproblemer tilsyneladende ikke havde nogen

løsning. Eksempelvis viste beregninger på optimering af

tykkelsesvariationen af tynde elastiske plader, at en plade

åbenbart kan gøres bedre ved at tillade finere og finere

variationer i tykkelsen - og processen synes uden ende.

Inspireret af dette fandt man en ny matematisk ramme for

denne type optimeringsproblemer, hvor man forener abstrakt

matematik og beskrivelse af konstruktioner som bestående af

en varierende tæthed af kompositmaterialer.

Numeriske eksperimenter med denne opfattelse af en

konstruktion blev siden hen basis for den teknologi

man i dag kalder topologioptimering.

Man får her - ved hjælp af store beregninger på computer -

oplysninger om konstruktionens konturer såvel som den basale

sammensætning af de kurver og flader der danner

konstruktionens landskab, dens topologi. I mit oplæg vil jeg med

billeder illustrere nogle af ovenstående sammenhænge og

vise eksempler på design af små maskiner og mærkelige

materialer.

 

 

 

 

 

Medicinske anvendelser af væskestrømning i elastiske rør

Johnny T. Ottesen, IMFUFA, Roskilde Universitetscenter

Modellering af væskestrømning i elastiske rør er kompliceret.

Problemstillinger fra den medicinske verden giver dog ofte anledning til

fornuftige idealiseringer og simplificeringer, der bevirker at de

opstillede modeller bliver matematisk håndterlige. Omvendt giver

matematisk modellering af sådanne problemstillinger ofte anledning til

overraskende og/eller uforudset indsigt og erkendelse: Modellering af

trykbølgen i aorta har givet anledning til diagnosticering af udposninger

på denne. Modellering af periodisk kompression af en væskefyldt elastisk

torus, der demonstrerer en meget overraskende og kompleks dynamik, har

givet indsigt i betydningen af den mekaniske kobling mellem respiration og

blodomløb, ligesom den har indflydelse på en igangværende diskussion af,

hvordan hjertemassage bør gives i tilfælde af hjertestop.

 

 

Billedkomprimering og computer-baserede matematiske metoder

John Immerkær, Mærsk Instituttet, Syddansk Universitet

Digital billedbehandlings største problem er at der er så mange pixel i et

billede. Det siges godt nok at et billede er tusinde ord værd; men så

fylder det også en million bytes, hvis man ikke bruger komprimering.

Indenfor billedkomprimering afløses traditionelle teknikker som Fourier

transformation i disse år af Wavelet transformationer, som har mange

fordele mht. kvalitet, bitforbrug og hastighed.

Brug af wavelet er et eksempel på hvordan traditionelle matematiske

metoder afløses af nyere computer-baserede metoder. Mange

traditionelle matematiske metoder er udviklet før computeren, og er

derfor baseret på matematiske formler som kan løses symbolsk og med få

beregninger. Adgangen til stor computerkraft giver nye muligheder.

 

Svingninger i varmesystemer

Jakob Stoustrup, Reguleringsafdeling, Ålborg Universitetscenter

Foredraget handler om modellering og regulering af den type

opvarmingsystemer baseret på cirkulationspumper, der findes i de fleste

danske ejendomme. Det bagvedliggende forskningsarbejde har været fokuseret

på at identificere kilden til visse temperatursvingninger, der undertiden

opstår i sådanne systemer ved hjælp af matematisk modellering. Dette er

lykkedes, og der er foreslået en løsning til at fjerne disse svingninger.

Foredragsholderen vil afslutte foredraget med at videregive nogle

generelle erfaringer i forbindelse med industrielle anvendelser af

matematik.

 

 

 

 

 

 

 

 

( ) Jeg vil gerne deltage i modeldagen om Anvendt "Anvendt Matematik" den 16. maj 2002 på RUC.

 

( ) Jeg kommer alene.

( ) Vi kommer med ………. Personer.

( ) Frokost ønskes for ………. Personer.

( ) Middag ønskes for ……….. Personer.

Send også indbydelse og program til:

……………………………………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………….

Navn …………………………………………………………………………………

Adresse/institut ………………………………………………………………………

………………………………………………………………………………………..

………………………………………………………………………………………..

 

IMFUFA / RUC

Postboks 260

4000 Roskilde