Indhold
Forside
Depression
Lost Tales
Amiga
Brokkassen
Fidonet
Farvel
e-mail
bwp@ruc.dk
Sidst opdateret
15. juli 1999

Depression

... beyond madness...


Depression? Pff! Er det ikke det der hypokondere, neurotikere, præmenstruelle kvinder og andre svagpissere bliver 'ramt' af?

Det var hvad jeg 'vidste' om depression, indtil jeg selv røg i helvede og fik stillet diagnosen depression. Og det var denne tåbelige fordom og uvidenhed, som gjorde at det tog mig år inden jeg søgte hjælp! Hey, jeg fejlede ingenting. Kunne selv, ville selv, man skal jo bare tage sig sammen!

Men hva', man lærer så længe man lever, ik'?

Men hvad er en depression så? Vi kender vist alle de dage, hvor al ting er trist og gråt. Regnen står ned i lårtykke stråler og man er mut og trist til mode. Man orker bare ikke kæmpeopvasken ude i køkkenet, men bare sumper hen i sengen og zapper rundt mellem prøvebillederne.

Heldigvis kommer solen tilbage og man har det godt igen, opvasken overstås i løbet af ingen tid og man er bare en verdensmand.

For mange mennekser kommer solen ikke igen. Dagene går hen og bliver til uger, ugerne til måneder, månederne til år. Og uanset hvor hårdt man kæmper så synker man længere og længere ned i sumpen. Man er havnet i en depression!

Nogle synker så dybt ned i sumpen at de er ved at kvæles. Trangen til at skrige af sine lungers fulde kraft samtidig med at man hopper ud fra Empire State Building uden faldskærm kan virke overvældende. Og enkelte gør det! Så langt nåede jeg heldigvis ikke. Trangen til at knalde hovedet ind i det nærmeste murværk var det nærmeste jeg kom.

At jeg ikke sankt dybere skyldes måske min egen 'skytsengel'. En ven som gav sig tid til at snakke med mig når dæmonenerne gjorde tilværelsen ulidelig. Hun kunne mere end nogen andre trænge dæmonerne i baggrunden og lade en lille solstråle titte igennem det tætte skydække. Hun besider en stemme og et blik der henleder tankerne til elverfolket. Lige så syngende og fortryllende. Magisk. Hvis ikke hun havde været der til at prikke hul i ballonen lige før at den var ved at springe?

Hvordan et depressionsforløb ser ud er der lige så mange svar som der er folk der lider. Ikke to snefug er identiske. For en fyldestgørende forklaring på hvad depression er, så følg nogen af link'ene i linkboksen. Jeg vil nøjes at fortælle om min egen tager sig ud. Ikke fordi jeg søger ynk og medlidenhed, men dels fordi jeg selv fik meget ud af at læse om andres depression. Det er en stor trøst at vide at man ikke er alene. Dernæst er det en hjælp at skrive sine oplevelser ned. Og selvom jeg efterhånden har gjort denne øvelse et par gange dukker der hver gang nye detaljer og nuancer frem.

Hvor min depression tager sit udgangspunkt ved jeg ikke. For 1 år siden? For 4 år siden? Eller har jeg haft det hele mit liv? Jeg har ikke nogen begivenhed som jeg kan sige, at det var det som udløste den. Min er kommet langsomt og snigende. Af natur har jeg altid været en meget sky og genert enspænder. Jeg havde ingen problemer i skolen eller med kammeraterne, og alligevel isolerede jeg mig for mig selv. Hvorfor?

I gymnasiet begyndte jeg dog langsomt at bevæge mig ud af mit sneglehus. Og dette fortsatte så de første år på RUC. Men så gik jeg i stå og gled stille og roligt ned i et sort hul.

Jeg droppede ud af et kursus, dels fordi jeg ikke havde forudsætningerne, dels fordi jeg ikke brød mig om læreren og så endelig fordi jeg havde besluttet mig for ikke at læse matematik alligevel. I stedet brugte jeg semesteret til at fokusere på mit fysikkursus. Her klarede jeg mig lige igennem med skindet på næsen. Aldrig havde jeg været så tæt på at dumpe, og det var ikke til megen trøst at jeg trods alt hørte til den tredjedel, som bestod. Det efterfølgende semester fik jeg prøvet det at dumpe. Jeg havde ikke just haft den bedste mødedisciplin, endsige gjort særligt meget ud af at følge med. Så jeg fik løn som forskyldt.

Det værste semester var dog det næste semester, som foregik på kommunikation. Jeg har stadig en masse flotte bøger stående, som jeg aldrig har fået åbnet. Men det var nu ikke så meget min inaktivitet mht. forelæsningerne, der gjorde det hårdt. Jeg endte i en projektgruppe med en HUM'er og en SAM'er og jeg er selv NAT'er. Et kultursammenstød af kaliber. Og det gjorde det absolut ikke bedre at en af dem var permanent præmenstruel med et ambitionsniveau, der langt oversteg hendes evner. Vil taler torden og lynild her. Og mig som er konfliktsky! Men trods konflikterne bestod vi da med en ganske hæderlig karakter.

Efter den tur mente jeg at jeg havde brug for en pause, så jeg tog mig et års orlov. Det brugte jeg så på at arbejde i en kiosk med en stupid chef, som ikke lavede dagens gode gerning... ud over at brokke sig. Heldigvis havde jeg mest aftenvagter, så jeg slap da det meste af tiden for at se ham!

Efter det år, gjorde jeg mig klar til at læse igen, og glædede mig faktisk lidt. Men jeg kom aldrig rigtig igen. Jeg sjoflede rigtigt kurset og semesteret smuldrede i hænderne på mig og jeg gik aldrig til eksamen. Herfra begyndte det at gå hurtigt nedad. Min daværende kæreste pressede mig til lægen, da hun mente der var noget galt. Men han sendte mig bare hjem igen med beskeden om at komme mere ud og spise sundere.

Vi er nu nået til forårssemesteret '98, og jeg forsøger at mønstre al min energi og koncentration. Og det gik bedre end tidligere, og jeg var havnet i en læsegruppe med nogen søde mennesker. Alligevel knak filmen til sidst. Halvejs i semesteret kom bruddet med min kæreste og jeg ramte bunden første gang. Og ja, jeg dumpede eksamen.

Min eks. er et kapitel for sig selv. Det var en lang rejse med op og nedture. Set i bakspejlet burde vi nok aldrig have været. Ud over lagengymnastik og hjemmelig hygge havde vi egentlig ingen fælles interesser. Så hvorfor faldt jeg så for hende og blev sammen hende i over 3 1/2 år? Jeg ved det ikke.

Måske at intelligenschippen satte ud, da kroppen blev bedøvet af stærke og ukendte følelser. At blive kysset, krammet, nusset, kælet, elsket for første gang, det er sgu stærke sager. Måske fordi jeg efter tosomheden frygtede ensomheden? Måske fordi jeg bare er en svagpisser? Eller måske det mest uhyggelige (og ganske klassiske), der er foruroligende mange lighedspunkter mellem min eks. og min mor! Måske ingen af grundene. Måske dem alle.

... eller også er det bare såre simpelt at jeg er en mand, og derfor har det med at lade det forkerte hovede tage de afgørende beslutninger?

Misforstå mig ret, min eks. var og er en sød pige, med mange kvaliteter. Og hvad der så har været af op og nedture kommer der ikke noget af her. For personligt og unfair over for hende.

Socialt isolerede jeg mig mere og mere. Efterhånden mistede jeg kontakten til min venner, en efter en. Efter min mors levertransplantation trak jeg mig om muligt endnu mere ind i mig selv.

Efter bruddet med min eks. keglede tankerne rundt i hovedet på mig. Jeg sov stort set ikke og var konstant træt og kiloene raslede af mig. Selv efter en kæmpe tudetur, hvor tårene trillede ned i lange baner, benene var følelsesløse, det sydede i armenen og maveskindet vred sig i kramper gjorde jeg stadig intet. Hey, voksne mænd græder ikke, og kærestesorger, pff, det går sgu over!

Sommeren kom og gik, uden de store episoder og jeg så frem til at starte på RUC igen. Denne gang skulle jeg start på filosofi. 14. dage inde i semesteret gik jeg fuldtstændig kold. I en hel weekend bandede og svovlede jeg over en simpel opgave. Jeg kunne slet ikke samle tankerne end ikke til at læse et par liniers tekst.

Så gik jeg ned til lægen igen, nu var den helt gal. Denne gang kunne han godt se det og gav mig en henvisning til en psykiater. Mens jeg ventede på at psykiateren havde tid, tog jeg endnu en tur i brædderne. Tankerne fløj rundt i hovedet og jeg kunne slet ikke koncentrere mig noget. Forsøgte at møde op til forelæsningerne, men listede afsted igen efter en time. Ordene fes ind igennem det ene øre og fløj ubehandlet ud igennem det andet, samtidig med at kroppen sitrede af rastløshed. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro at jeg havde skyldet en pakke kaffe ned efterfulgt af 3 liter Jolt-cola.

Siden oktober '98 har jeg så været i medicinsk behandling for depression. En behandling med op- og nedture, virkninger og bivirkninger. Først blev jeg fodret med Cipramil og efter et par måneder havde jeg det meget bedre. Der er dog stadig stor afstand fra bedre til godt! Søvnproblemerne var de største af de tilbageværende problemer. Havde svært ved at falde i søvn og var konstant træt, overmandet af flere 'slumreanfald' i løbet af dagen. Derudover svingede humøret op og ned og op og ned og op og ned... hvis det ikke lige var for 'den lille forskel' ville mistanken hurtigt falde på at jeg havde seriøse PMS-problemer!

At kombinere med Amitriptylin hjalp en smule på at falde i søvn, men efterhånden var det som om Cipramil helt holdt op med at virke. Koncentrationsproblemerne, uroen, rastløsheden, trætheden begyndte igen at få overtaget. Så i marts skiftede jeg til Efexor, og mens jeg ventede på at de skulle virke, tog jeg mig lige en 'dukkert' mere. Og der røg så også det semester.

Modsat Cipramil var der ikke de store humørudsving og knapt så mange bivirkninger. Og det er vel også det eneste positive jeg har at sige om dem. Nu var trætheden blevet aldominerende. Godt nok fik jeg nemmere ved at falde i søvn, men til gengæld kunne jeg så ikke komme ud af sengen om morgenen. Dynen var så tung som bly! Og når jeg så endelig fik rullet mig ud af sengen gik jeg rundt i en evig døs. Var aldrig rigtig vågen. Al ting virkede efterhånden uoverkommeligt. Simple ting som vasketøj, opvask, madlavning, indkøb skulle der flere dages 'tilløb' til før det blev ordnet. Og ja, studiet led også kraftigt under det.

I foråret fandt jeg så også ud af at Studenterrådgivningen havde en filial på RUC. Jeg fik så efter et par ugers 'tilløb' og en måneds venten et møde med psykologen der. Hun anbefalede mig at jeg fik en henvisning fra min psykiater/læge til Distrikspsykiatrien. Og det er så der jeg står nu. Jeg har været til forsamtale og venter nu på et tilbud på hvad de kan tilbyde af terapi.

Derudover har jeg igen skiftet medicin. Nu hedder det Zoloft! Nedtrapningen fra Efexor har været lidt af en 'spøjs' oplevelse... aldrig har jeg oplevet at være så svimmel!

Tja, det er så min historie til dato. Prøv nogen af links'ne til højre. Fx. Depressionsgruppen har jeg fået megen fornøjelse ud af. Her har jeg fået kontakt med flere lidelsesfæller.


13. juli 1999

Nu har jeg været på Zoloft en måneds tid. 'Abstinenserne' efter Efexor er væk, jeg kan gå lige nu! Lige nu har jeg det vel egentlig ok. Havde et par dage i sidste uge hvor jeg havde det rigtig godt. Kom - relativt - tideligt ud af sengen, ud og cykle, var vågen og fuld af energi. Følte mig som et menneske igen!

En euforiserende oplevelse! Og dybt frustrerende når Zombie-tilstanden vender tilbage. Tja, intet godt varer ved! De 3-4 ugers 'inkubationstid' det tager før nye piller virker, er åbenbart indtruffet! Hurra!

Ok, min nuværende træthed er ikke så invaliderende som under Efexor. Render ikke rundt med kæmpe kulsække under øjnene og jeg kan da tænke nogenlunde klart, altså så klart som jeg nu engang kan tænke! Det er en anden form for træthed, som efter en hård dag udfoldelser (men altså inden dagen er startet!)

Har haft besøg af min eks.. Rart at se hende igen. Men hold kæft hvor er vi forskellige! Vi har ikke og har aldrig haft særligt meget til fældes. Hvordan bar vi os ad med at leve op og ned af hinanden i så mange år?

Links...
- Andrew's Depression Page
- SIND
- Wing of Madness
- Livslinien
- Dr. Ivan's Depression Central
- Depressionsgruppen
- Psykiatrifonden