|
Nej!
Vågner brat. Badet i sved. Hjertet hamrer afsted, mens jeg hiver efter
vejret. Drømmen er der stadig, brændt fast i nethinden. Vender mig
rundt. Vil kravle ind under din dyne. Putte mig ind til dig. Mærke din
krop, din varme. Du skal trøste mig. Men du er der ikke. Det var ingen
drøm.
Virkeligheden rammer med fuld styrke, førend man kan nå at ruste
sig. Den starter i maven som et kæmpe sort hul, der suger alt til sig. Så
bevæger den sig opad og får hjertet til at banke endnu hurtigere, så selv
en colibri ville være faldet død om. Til sidst samler den sig til en
kvælende klump i halsen, der truer med at bryde ud i gråd. Jeg er
alene.
Har ikke lagt mærke til at sveden er blevet til rimfrost. Fryser og
ryster over hele kroppen. Jeg tager nogen dybe indåndinger og får til
sidst kontrollen over min krop tilbage. Lægger mig ned igen for at sove,
vel vidende om at ikke så snart jeg er faldet i søvn, skal jeg igennem
turen en gang til.
Vækkeuret går i gang. Var allerede vågen. Er groggy og bombet efter en
lang og udmattende nat, som ikke har budt på megen søvn. Står op. Det er
alligevel nytteløst at prøve at få mere søvn. Drømmen og suget er der
stadig, de vil ikke forsvinde. Endnu en lang og trist dag står for
døren.
Jeg kommer hjem, tideligt. Sidder alligevel og stirrer tomt ud i
luften. Hører intet af hvad der foregår. Kigger på telefonsvareren. Ingen
beskeder. Ligesom i går, og i forgårs og... Ingen ringer. Har sådan en
ubændig trang til at give efter for de tårer, som har trængt sig på hele
dagen. Men jeg kan ikke. Der er ingen til at holde om mig. Der er ingen
til at trøste mig. Der er ingen. Er alene.
Skruer op for anlægget. Forsøger at overdøve ensomhedens larmende
tavshed. Det hjælper ikke meget. Lægger mig på sengen. Er træt. Prøver at
sove, at flygte fra hvor jeg er. Tankerne flakker rundt i et hav af
dufte, lyde, billeder, følelser. Minder om det der var, men ikke er.
Vågner, må være faldet i søvn. Er smadret. Hele rummet sejler rundt.
Jeg sætter mig op og prøver at få rummet til at stå stille. Tager en dyb
indånding. Suget i maven er der stadig. Tårerne presser sig stadig på. Og
ensomheden har heller ikke haft lyst til at sige farvel. Intet har
ændret sig.
Sætter mig hen til bøgerne. Skal have læst til i morgen. Skal! Men
tiden glider langsomt forbi uden at øjenen flytter sig en millimeter. Den
ene time afløses af den næste og intet sker. Tankerne, følelserne,
minderne er der, fylder det hele. Umuligt at koncentrere sig.
Inden tankerne driver mig ud på vanviddets ran, tænder jeg for
fjernsynet. Flygter ind i dens verden af kunstig eksistens. Gemmer mig,
mens jeg zapper hvileløst rundt. Igen glider timerne begivenhedsløst
forbi. Giver op og vender tilbage til virkeligheden. Tilbage til suget i
maven. Til tårerne, som presser sig på. Til tankerne. Til ensomheden.
Griber telefonen. Har brug for at snakke. Brug for at høre en stemme,
inden tankerne, minderne, følelserne, ensomheden får overtaget. Lægger på
igen. Hvem skal jeg ringe til? Hvem har tid? Hvem har lyst? Hvis de har
lyst, hvorfor ringer de så ikke? Usikkerheden lammer. Mens jeg
forsøger at mønstre nok mod til at løfte røret igen, forsvinder
muligheden for at gøre det. Det er blevet sent og endnu en dag er omme.
Endnu en dag spildt i selvmedlidenhedens sump. Håber at det er den
sidste, men ved at det blot er ønsketænkning. Guderne skal vide at jeg
har kæmpet en kamp. Men uanset hvor hårdt jeg prøver synker jeg langsomt
men sikkert dybere og dybere. Jeg er helt i følelsernes vold. Min engang
ukuelige, stædige vilje har ikke en chance. Er jeg blevet viljeløs? Er
ved at give op.
Ligger i min seng. Vender og drejer mig. Prøver at falde i søvn.
Forgæves. Står op og tager tøj, sko, jakke på. Udenfor byder vinden mig
køligt velkommen. Suger luften til mig og glemmer for et øjeblik hvorfor
jeg står her. Nyder det. Indtil tungsindet vender tilbage. Jeg fortsætter
ud i mørket.
Jeg står på kanten. Mærker hvordan vinden rusker i mit hår, i mit tøj.
Åbner jakken og lader mig fuldstændig indhylde i vinden. Det er svært at
holde balancen. Under mig bruser bølgerne. Jeg kigger ned. Dybet frister
i månens skær. Hvisker. Fortæller mig det jeg trænger til at høre.
Fortæller mig at de nok skal tage mig i deres favn. At de vil vaske alle
mine tårer bort. At de nok skal få mig til at glemme alle mine sorger,
bekymringer. Læner mig frem. Jeg kan li' hvad de fortæller mig. Jeg tror
dem. Står nu helt ude på kanten. Bølgerne kalder. Et enkelt lille skridt
mere og alt er over. Løfter benet. Jeg kommer!
Vandet vælter ned. Ved ikke hvem der fælder de fleste tårer. Himlen?
Mig? Jeg græder. Nej. Jeg tuder! Kan ikke længere holde tårerne tilbage.
Jeg er her stadig. Turde ikke andet. End ikke det havde jeg viljen til.
Nu gemmer jeg mig. Under et træ, der som jeg har mistet livsmodet. Lader
livet, bladene, forsvinde ud i natten med vinden. Er bange. Bange for mig
selv. Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor er min livsglæde? Min latter?
Mit smil? Mit liv? Jeg savner dem. Nu tuder jeg om kamp med regnen. Kan
ikke klare det mere...
.... hjælp mig....
....elsk mig....
|