|
Jeg græder. For første gang i mit liv græder jeg. Det gør ondt.
Benene sitre ukontrolabelt. Maven føles som om den kunne flække midt over
hvert øjeblik. Armene vrider sig i smerte, i krampe som om der ikke
kommer noget blod ud i dem. Selv helt ud i tænderne gør det ondt.
Jeg har mistet hvad der var mig kærest her i livet. Du siger godt nok
at vi stadig er venner, men det er ingen trøst. Det er ikke dit venskab
jeg vil have, men Dig. Dit smil. Din varme. Din stemm. Din nærhed. Din
duft. Din snorken. Dit brokkeri. Din kærlighed. Dit hjerte. DIG!
Alt dette havde jeg. Men dengang vidste jeg ikke, påskønnede jeg ikke
hvad du betød og betyder for mig. Vi var kørt fast. Du ville mere. Jeg
ville mindre. Du ville have børn. Du ville giftes. Jeg ville ikke bindes.
Jeg ville have luft. Jeg ville have min frihed.
Jeg fik den. Nu vil jeg ikke have den. Nu ved jeg hvad du betyder for
mig. Nu er det for sent. Du har fundet lykken!
Din nyfundne lykke fik mig til at indse det. Indse at det ikke længere
er mig som krammer dig, nusser dig, trøster dig, holdes vågen af din
snorken, får skældud af dig, masserer dig, sover med dig, venter med
længsel på du kommer hjem, nyder dine orgasmer, beundrer dit smukke
ansigt, beundrer din smukke krop, ejer dit hjerte! Nu er det ham, din
nyfundne lykke.
Jeg burde være glad på dine vejne, men det er jeg ikke. Jeg græder.
Jeg kan ikke sove. Jeg har ingen appetit. Jeg kan ikke koncentrere mig om
noget. Hvis det skal gøre så ondt at leve i frihed vil jeg hellere være
træl. Hvorfor skal man igennem helvede for at opdage at man havde
paradis? Jeg er verdens største idiot!
Hvis jeg kunne ville jeg kaste mig på knæ og spørge om du vil følge
mig side om side til livets ende? Jeg ville spørge om du ville føde mine,
vores mange børn. Og hellere i dag end i morgen, for i dag er den første
dag i resten af vores liv, og jeg vil ikke spilde eet eneste sekund
længere.
Men nu er det for sent. Du har fundet lykken igen, og din lykke
betyder alt for mig. Jeg må tage konsekvenserne af mine handlinger. Jeg
må lære at leve med den frihed jeg engang så inderligt ønskede. Jeg må
lære at leve med smerten.
Jeg savner dig.
Jeg elsker dig.
Jeg har såret dig.
Jeg er en idiot!
|
|
Om...
|
|
Denne er fra min første 'dukkert', kort efter bruddet med min
eks..
Jeg blev vist slået noget ud af kurst da hun kun behøvede 2-3 uger
til at komme sig over et 3 1/2 års forhold.
For første gang i mit liv græd jeg!
Hmm. Sjovt. Når man først har fået ting på afstand kan de godt
virke lidt komiske. Jeg kan i hvert fald godt sidde og grine lidt over
min reaktion og hvad jeg var parat til at gøre.
I dag har jeg ikke længere den tvivl om at bruddet var det
rigtige.
Nu spekulerer jeg blot på hvordan vi overhovedet kunne falde for
hinanden og holde hinanden ud så længe!
|
|
|